Naturimprovisation del 1

Foto: Line Beck

Jeg vil begynde denne fortælling i musikkens verden, som indtil jeg blev 23 år, fyldte meget i mit liv. At være musiker var en stor del af min identitet og helt frem til det tidspunkt, hvor jeg for alvor opdagede naturen og valgte at dreje mit liv i den retning, var min store drøm at blive professionel musiker. Jeg har haft mange forskellige musiske forbilleder igennem tiden, men de, der for alvor har hængt fast og har fulgt mig gennem årene, er kunstnere som Victor Wooten, Keith Jarrett og Miles Davis. Det der binder dem sammen er at de er helt vildt dygtige til at improvisere. Jeg var selv meget optaget af improvisationens kunst dengang og som bassist var jeg altid meget utilfreds over at det var guitaristerne og pianisterne der fik alle soloerne. Når jeg så endelig fik en solo, var jeg sjældent særlig godt forberedt og i mine unge år lød det som regel ikke specielt godt. For improvisation kræver en række tekniske, teoretiske og musikalske færdigheder, som det tog mig mange år at opøve. Og det var først hen imod slutningen af mit efterskoleophold i 10. klasse, at de basale færdigheder begyndte at falde på plads i en grad, som endelig frisatte tilstrækkeligt af min musikalske kreativitet til at improvisationen begyndte at føles godt. Jeg kunne dog stadig mærke klare afgrænsninger og efterhånden som min musikalitet voksede uden at jeg fik øvet mine tekniske færdigheder i tilstrækkelig grad, opstod der en del frustrationer inden i mig. Der findes ikke nogen værre følelse end den, når du har en musikalsk ide i dit hoved, som du ikke kan få ud gennem fingrene. Frustrationerne jeg oplevede i mit basspil førte til at jeg i midten af gymnasiet skiftede til at spille klaver og i sidste ende resulterede det i en lang pause fra musikken, hvor jeg i 10 år ikke rørte et instrument overhovedet. Min kollega Thorbjørn Krogshede fra Testrup Højskole sagde engang til mig at: “friheden i musikken går kold, hvis den ikke bliver dyrket i respekt for sin modsætning. Den ekstreme disciplin.” Jeg gik fuldstændig kold i musikken, fordi jeg ikke havde respekt og forståelse for disciplinen. For den grundlæggende sandhed er at friheden ligger på den anden side af disciplinen et sted og venter, og det kræver tid og dedikation at komme derhen, hvor magien opstår og hvor improvisationen føles naturlig og giver dig noget tilbage.     

Der kan trækkes mange tråde fra musikkens verden og ind i naturen. På mange måder centrerer mit naturdannelsesprojekt sig, ligesom det gjorde med mit musikprojekt, om improvisation. Naturimprovisation. Jeg har i mine tidligere bøger kredset om dette begreb uden at have fundet det. For improvisationens væsen er nuet. Nærværet. Sanseligheden. Legen. Det formålsløse. Det ukendte. Det afsøgende. Det nysgerrige. Det eksperimenterende. Og det er kernen i min didaktiske tilgang til naturdannelsesbegrebet, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Der hvor jeg befinder mig bedst som naturformidler er i det felt, hvor jeg ikke ved hvad der kommer til at ske. Der hvor jeg asfalterer, mens vi kører. For det er der jeg som underviser er mest autentisk, hvilket er et af mine vigtigste værktøjer rent formidlingsmæssigt. Langt vigtigere end udførlige instruktioner og aktiv vejledning ud fra min erfaring. Som naturformidler er du det spejl, som dine elever spejler deres relation til naturen i. Så hvis du ønsker at dine elever skal være trygge i naturen og at de skal være frie og legende i deres tilgang til den, så skal du også selv være det. Og det er mit største ønske for mine elever.  

Men ligesom med musikken, så kræver det øvelse, at nå til det punkt, hvor det at improvisere føles godt. For i begyndelsen er det angstprovokerende og måske ligefrem grænseoverskridende ikke at have nogle fastsatte rammer, som man kan støtte sig til. De første gange jeg spillede en bassolo var det med en helt fastlagt og grundigt indøvet form, fordi jeg slet ikke var klar hverken mentalt eller musikalsk til bare at “winge” den. Men med tiden blev jeg dygtigere og mere tryg ved mine egne evner, hvilket gjorde at jeg skar min forberedelse ned til en håndfuld basale basgange eller riff, og til sidst skar jeg forberedelsen helt væk. Det kunne jeg gøre på grund af min erfaring og fordi jeg havde en rygsæk med mig på scenen fuld af fede basgange og riff, som sad så meget på rygraden, at jeg kunne navigere frit og intuitivt imellem dem. 

Jeg har været igennem en lignende udvikling som naturformidler. I mine første år som formidler i det frivillige naturfællesskab Natur Retur, som jeg var med til at stifte i 2015, planlagde jeg alle mine ture minutiøst. Til vores plante-, tang- og svampeture lavede jeg gennemarbejdede faglige oplæg, som var skrevet ud i fuld længde, præcis som jeg ønskede at sige det sætning for sætning. En simpel vinterbadetur kunne deles op i 8-10 forskellige delelementer med hver deres afsatte tidsinterval af helt ned til 5 minutters varighed. Delelementerne skrev jeg ned i en notesbog, så jeg kunne støtte mig til oversigten undervejs, så jeg ikke glemte noget. Men efterhånden som jeg blev familiær med de forskellige turformater og i takt med at min erfaringsrygsæk blev tungere, gav jeg mere og mere slip på de fastlagte rammer. Det var her jeg for alvor begyndte at få øjnene op for det potentiale, der ligger i den uforudsigelighed, som følger med det at arbejde med noget så foranderligt som naturen. For, hvis man som formidler tør løsne lidt på tøjlerne og har en erfaringsrygsæk at trække på, så kan et pludseligt og uventet regnskyl på selv det dårligste tidspunkt alligevel vendes til noget positivt. At opleve et regnskyl og at blive gennemblødt fra top til tå kan være en stor naturoplevelse i sig selv, hvis man som formidler formår at rammesætte oplevelsen ved at italesætte dens værdi og ved selv at gå forrest ud i regnen. Det kan godt føles kaotisk, når sådan en situation opstår, det skal jeg være den første til at anerkende, men det er nu engang de forhold der gælder når man opholder sig i naturen. Så hvorfor ikke omfavne dem? Hvorfor ikke lade os flyde med strømmen og se hvad der sker? Nogle gange vil det givetvis gå galt. Især hvis man som formidler har en begrænset erfaring, men alternativet, at holde fast og gennemføre planen uanset hvor meget forholdene peger oplevelsen i en anden retning, er for mig at se værre. Hvis tonearten pludselig og uventet skifter i musikken, så giver det heller ikke mening at holde fast i at spille sin solo i den samme skala. Man må tilpasse sig og forsøge at ramme de toner, som passer ind, for alternativt vil skabe dissonans og sammenstød i musikken. (Med mindre det er målet at fremelske dissonansen og sammenstødene i musikken, for så er det meningsfuldt i sig selv. Måske man kunne opfinde en slags fusionsjazz 12-toneskala friluftsliv, hvor det lige netop handler om at udforske ubehaget og dissonansen i naturoplevelsen og se hvad den har at tilbyde os. At råbe i en bomstille skov. At tænde bål mens det regner. At lede efter svampe, når der ikke er nogen at finde). Årstiderne, vejret, organismerne og omgivelserne er naturens svar på tonearter, og det er dig som naturformidler, som har muligheden for at vejlede dine deltagere ind i et samspil med naturen. For det er her magien opstår. Når vi bevæger os i naturen på naturens egne præmisser og lader os føre og forføres af vores sanser. Det kræver øvelse. Du må lære lidt om arterne og deres navne. Du må øve dig i at tænde bål og tage varmt tøj på. Du må skrive digte og sange om naturen. Du må klatre i træerne og tilvende din krop. Du må lære stilheden at kende. Du må afveje den frie improvisation med dens modsætning: Disciplinen. For ellers går friheden kold.