Hvad er god natur i en naturdannelsessammenhæng?

Foto: Line Beck

Vores brug og forbrug af naturen er omdrejningspunkt for den række af globale bæredygtighedskriser vi befinder os midt i. Klima. Miljø. Biodiversitet. På samme tid rummer naturen, eller rettere sagt det at opholde sig i den, et enormt potentiale for at skabe en større balance og bæredygtighed i vores alles liv. En modvægt til det travle, det larmende og det målrettede hverdagsliv mange mennesker lever. 

Men ordet natur er ladet med en helt masse individuel betydning. En betydning, der er formet af den natur vi er opvokset i og omkring, og det natursyn vi er opdraget med. Således er det faktisk ret usandsynligt at du, som læser, ser den samme natur for dig, som jeg ser, når jeg bruger ordet natur. Og hvis jeg eksempelvis betegner noget natur som “god”, så er det ikke til at vide for dig, som læser hvad det betyder. God for hvad? Eller god for hvem? Så det er værd at dvæle lidt ved ordet natur, for at forklare hvad det er for en natur jeg mener der skal dannes med henblik på, og hvordan denne dannelsesproces i sidste ende skal komme naturen til gode.

Lad mig begynde med at bekende kulør. Jeg er uddannet biologi. Derfor har jeg i mange år set naturen igennem mine biolog-briller, hvor der er fokus på biodiversitet. Især på planter og fugle, som af en eller anden grund blev det, min hjerne blev optaget af. Når jeg har biolog-brillerne på, så har jeg næsten kun blik for arterne omkring mig. Faktisk så meget at jeg i forårssæsonen næsten ikke kan føre en sammenhængende samtale med et andet menneske, hvis vi bevæger os gennem en skov samtidig. Min opmærksomhed flakker rundt mellem de forskellige fuglelyde, de nyudsprungne træer og de spæde spirende planter i skovbunden. Jeg sætter navnemærkater på dem alle sammen efterhånden som jeg bemærker dem. Sangdrossel, almindelig hyld og feber-nellikerod. Hvis ikke det lykkes at finde et navn, så kan det plage mig i dagevis. Så meget at jeg i de mest intense perioder altid medbringer min artsnøgle til danske planter ‘Dansk Flora’, som i kombination med min fugleapp kan klare det meste. Med biolog-brillerne på, så er “god” natur, en natur med høj biodiversitet. I en skov betyder det masser af gamle rigt forgrenede krogede træer. Masser af døde rådne træer med svampe i skovbunden. En mosaik af lysninger, vådområder og krat. Orkideer, sommerfugle og biller. Udfordringen med biolog-brillerne er, at set igennem dem, er der ikke meget dansk natur, som kan betegnes som “god”. For den danske natur har det overordnet set ekstremt dårligt. Især i de danske skove er tilstanden kritisk, hvilket tydeligt kan ses på de snorlige tætvoksende træer, manglen på dødt træ i skovbunden og dominansen af ikke hjemmehørende nåletræer, som eksempelvis rødgran. Disse skove giver godt tømmer, men ikke meget andet, hvis man oplever dem gennem biolog-brillerne. Det man til gengæld oplever er alle spøgelserne efter de arter, som er forsvundet fra landskabet på grund af jagt, fødevareproduktion, skovbrug og forurening. Det er selvfølgelig en vigtig del af naturdannelsen, at vide hvordan biologisk “god” natur ser ud, og at kende den danske naturs tilstand. For denne viden er afgørende for evnen til at forstå biodiveristetskrisens omfang og for evnen til at handle med henblik på at afværge den. Men det kan også være et tungt natursyn at bære med sig ind i sin naturformidling. Derudover er det de færreste, som har mulighed for at udfolde deres naturformidling i natur, som kan betegnes som “god” i biologisk forstand. Det er i hvert fald ikke en mulighed for mig, der hvor jeg arbejder til daglig, selvom jeg ville ønske at det forholdt sig anderledes. Derfor har jeg med tiden udviklet et par nye briller, som jeg benytter mig meget af i min  naturformidlingspraksis: Naturoplevelses-brillerne. Med naturoplevelses-brillerne på rummer nærmest alt slags natur et stort potentiale. For selv den mest ensartede produktionsskov rummer sanseligheden, æstetikken, muligheden for kropslig udfoldelse og de mest almindelige arter. Mere skal der ikke til for at skabe mindeværdige oplevelser, som kan være med til at udvide naturforståelsen og styrke forbindelsen til naturen. Naturoplevelses-brillerne er især vigtige, når man som jeg arbejder med en relativt naturfremmed målgruppe, som ikke nødvendigvis har begejstringen for biologien som fælles udgangspunkt. For de lader mig se alt det potentiale i naturen, der ikke knytter sig direkte til arterne og biologien, og dermed øger de min kreativitet og min evne til at favne bredt i min naturformidling ved at sætte andre naturdannelseselementer i spil end faglig videnstilegnelse. 

Mit natursyn er altså ikke biologisk dogmatisk, når jeg taler om naturdannelse. Den natur der skal dannes med henblik på er ikke nødvendigvis det man kan betegne som “god” natur i biologisk forstand, selvom det er min oplevelse at biologisk mangfoldig og varieret natur skaber stærkere og mere levende naturoplevelser, fordi der er så meget mere eventyr, sanselighed og liv i den slags natur. Det er ikke afgørende for mig at det er biologien i naturen, der er omdrejningspunkt for naturformidlingen. Det kan lige så vel være sanseligheden, æstetikken, praktikken, åndeligheden, udnyttelsen eller kropsligheden der sættes i fokus. Allerhelst en kombination af det hele. Det afhænger af målgruppen, den forhåndenværende natur og formålet med naturformidlingen. 

Jeg mener, at alt natur rummer et potentiale for at understøtte naturdannelse, selvom nogle typer natur rummer et større potentiale end andre.  Selv den mest slidte, overbefærdede, kulturprægede bypark rummer et potentiale for at skabe naturoplevelser, der kan være med til at styrke forbindelsen til naturen og øge naturforståelsen. Det hele afhænger af hvor dygtig du er som formidler til at rammesætte oplevelsen gennem de didaktiske og indholdsmæssige valg du træffer. Her kommer jeg til at tænke på begrebet stemthed, som benyttes inden for æstetisk læringsteori. Hvis man underviser med udgangspunkt i begrebet stemthed, så har man særligt fokus på den mentale sindsstemning hos deltagerne, fordi stemtheden har en afgørende betydning for udviklingen af æstetisk indhold, og for hvordan æstetiske oplevelser tages ind. Man kan øge stemtheden ved at skabe inspirerende fysiske og mentale rammer. 

Et godt eksempel på at have fokus på de fysiske rammer, kunne være at jeg ofte slukker for lyset og tænder stearinlys i stuen, før jeg sætter mig ned ved mit klaver for at spille. Jeg kan ikke forbinde mig til klaveret og skabe ny musik uden den rette stemthed, for jeg har svært ved at skabe musik uden at være i flow. Flow er en tilstand af selvforglemmende opslugthed, der lægger beslag på min opmærksomhed og giver en dyb fornemmelse af mening og tilfredshed, som sætter mig i stand til at skabe uden at tænke.   

Et godt eksempel på at have fokus på de mentale rammer, kunne være at jeg altid indleder mine klaverkoncerter med en fortælling. En fortælling om hvor musikken kommer fra, hvad den beskriver og hvad den betyder for mig i mit liv. Altså en fortælling om den natur, som har inspireret musikken. Derudover sætter jeg eksplicit ord på, hvordan jeg ønsker at lytterne skal forholde sig under koncerten. At de ikke behøver klappe før til sidst. At de gerne må lægge sig ned. At de gerne må zone ud og drømme sig væk, mens de lytter. Alt sammen knytter sig til stemtheden og forsøger at forme den.  

For mange naturformidlere i Danmark handler det i det hele taget om at øve sig i at se mulighederne i og værdien af den forhåndenværende lokale natur, fordi den som oftest består af en mindre samling plantede træer på en temmelig bar og ensartet skovbund. Det har jeg gjort i mange år efterhånden. Altså øvet mig på at se naturværdien og de forskellige oplevelsesmuligheder. Så når jeg ser et træ, så ser jeg ikke kun den biologiske organisme, dens fysiologi og de arter der lever tæt knyttet til den. Men jeg ser også muligheden for at tage en klatretur eller at tage en lur ved træets fod. Jeg ser hulemuligheder. Blade til blåtryk. Et objekt der kan males og fotograferes. En overflade der kan tegnes og skrives på med kridt. Bark til plantefarvning. Træ der kan snittes. Træ der kan hugges op og brændes. En stamme der gerne vil krammes og sanses helt tæt på. Et sted jeg kan fastgøre en pressening. Et sted, der giver læ, hvis det skulle begynde at regne. En organisme som både har en værdi for mig og udgør en værdi i sig selv. Som har stået her i mange år. På samme sted. Længe før jeg blev til.     

På samme måde har jeg øvet mig i at udvide min forståelse af, hvad det vil sige at være naturdannet. For der findes lige så mange måder at føle sig forbundet til naturen på, som der findes mennesker, og derfor tænker vi nok sjældent det samme, når vi eksempelvis ser på et træ. Et træ kan repræsentere mange forskellige ting, afhængig af den, der ser, og der findes ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det vigtige er vores fælles stræben efter at finde en balance, hvor vi afvejer naturens behov med vores egne. Det kræver en tolerance over for og accept af andres natursyn, og det handler om at vi bruger hinanden som inspiration og evig kilde til nye tanker, frem for at holde os på hver vores banehalvdel, mens vores naturs fremtid står på spil.